Sagen angik to forhold af momsunddragelse og er interessant, da den berører spørgsmål om fortsat forbrydelse og graden af forsæt.
Sagen angik i forhold 1 aktivt momssvig, idet der var angivet et momstilsvar på 61.156 kr., selvom momstilsvaret retteligt var 211.131 kr., hvorved statskassen blev unddraget 149.975 kr. i moms.
Sagens forhold 2 vedrørte derimod passiv momssvig, idet der ikke var angivet moms, hvorved statskassen blev unddraget 718.651 kr. i moms.
Det offentlige blev herved unddraget 868.626 kr. i moms i alt, og dermed var unddragelsen samlet set omfattet af straffelovens § 289 og dermed den 10-årige forældelse.
Den tiltalte forsvarede sig med, at hun ikke havde haft noget med virksomheden at gøre, idet det reelt var hendes mand, der drev virksomheden, og at hun ikke åbnede virksomhedens post. Altså den klassiske stråmandssituation.
Byretten lagde vedrørende forhold 1 til grund, at tiltalte ikke havde forsæt til momsunddragelse på angivelsestidspunktet, og frifandt derfor tiltalte i forhold 1, idet forholdet på grund heraf var faldet for den 5 årige forældelse.
Vedrørende forhold 2 lagde byretten til grund, at der var det fornødne forsæt og lagde herunder vægt på revisorens forklaring, hvorefter virksomhedens manglende momsafregning blev drøftet på møderne med ham. Skattestyrelsen havde endvidere for hvert kvartal i den omhandlede periode sendt foreløbige fastsættelser af virksomhedens moms.
Tiltalte var ikke tilfreds med dette resultat og ankede dommen til landsretten med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod omvendt ikke så overraskende domfældelse i overensstemmelse med anklageskriftet samt skærpelse. Det er nu engang den risiko, der altid er, når en sag af denne karakter ankes.
Landsretten fandt modsat byretten, at der var det fornødne forsæt både i forhold 1 og 2, idet landsretten fandt, at tiltalte måtte have indset, at det var muligt, at der i hendes virksomhed ikke blev angivet moms eller afgivet urigtige oplysninger herom i et omfang, som det der fandt sted, og at hun accepterede denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne måde. Vi er altså nede i den absolut laveste grad af forsæt, men det gør ikke den store forskel – forsæt er forsæt.
Landsretten fandt endvidere under hensyn til, at forhold 1, hvor der var rejst tiltale for urigtige momsangivelser, og forhold 2, hvor der var rejst tiltale for ikke at have angivet moms, var begået i en sammenhængende periode fra 2012 indtil 1. kvartal 2015 og angik angivelse af moms, der skulle være afregnet kvartalsmæssigt, at forholdene efter en samlet vurdering udgjorde en sammenhængende række af ensartede handlinger og dermed måtte anses for en fortsat forbrydelse.
Dette led af præmisserne er interessant, idet det sidestiller aktiv og passiv momssvig i forhold til vurderingen af, om der foreligger en fortsat forbrydelse, i hvert fald hvor der foreligger en sammenhængende periode.
Dermed var den samlede unddragelse over grænsen på 500.000 kr. og omfattet af straffelovens § 289. Det havde den konsekvens, at ingen del af strafansvaret var forældet.
Slutresultatet blev, at tiltalte blev straffet med fængsel i 8 måneder, der blev gjort betinget med en prøvetid på 1 år og en tillægsbøde på 860.000 kr. I byretten var resultatet 6 måneders fængsel samt en tillægsbøde på 715.000 kr., så anken blev altså en dyr fornøjelse.
