SKM2024.393.BR Straf– Tast Selv – kollega indberettet – udleveret NemID – dolus eventualis

I sagen var der rejst tiltale for forsætlig unddragelse af skat i forbindelse med indtastning af uberettigede fradrag via Tast Selv for indkomstårene 2015 til 2018. Alle indtastninger var sket i foråret 2019.

Den tiltalte erkendte under sagen de faktiske omstændigheder og bestred ikke beløbenes størrelse, men forklarede, at han havde overladt alle nødvendige personlige oplysninger, NemID og nøglekort til en tidligere kollega, da han selv havde meget svært ved det med skat.

Han forklarede videre, at da han gav oplysningerne til kollegaen, var han klar over, at der skulle ske ændringer i skatteoplysningerne, men han vidste ikke, at de ville blive ændret til urigtige oplysninger, og han troede ikke kollegaen ville snyde ham. Han havde ikke fået nogen penge ud af det. Han blev forskrækket, da de store beløb kom ind på hans konto og blev videreført til en unavngiven konto. Da han fandt ud af, at han ikke kunne stole på kollegaen, ændrede han sine koder, men han huskede ikke, om han ændrede sit NemID. Han blev truet på livet af kollegaen, da han konfronterede ham med det passerede. Den tiltalte kontaktede ikke told- og skatteforvaltningen, da han ikke vidste hvordan.

Byretten fandt, at da den kollega den tiltalte havde overladt alle nødvendige personlige oplysninger, NemID og nøglekort til, ikke havde kunnet udfindes på hverken navn, adresse eller ansættelsestidspunkt, og da den tiltalte ikke efterfølgende havde gennemset de ændrede oplysninger eller kontaktet told- og skatteforvaltningen eller politi, sammenholdt med de i øvrigt foreliggende oplysninger, herunder at beløbene figurerede på tiltaltes egne konti, det bevist, at tiltalte ved dolus eventualis, havde gjort sig skyldig i overensstemmelse med tiltalen. Tiltalte idømtes en bøde på 120.000 kr.

Læs hele dommen HER.